SNYD ikke dig selv: Masser af RUGBY i EGIF-bladet SPORT

Selv om nyeste nummer af SPORT viser en anden idrætsgren på forsiden, er bladet fuld af RUGBY.



Læs blandt andet om:

  • Vores kommende nye klubhus og nye rugbybaner.
  • Høj træningsmoral.
  • Fortsat talentudvikling.
  • Haka og rugby.
  • Ændring i bestyrelsen.
  • Og meget mere.

Som altid har vores PR-ansvarlige Paul Erik Jensen indsamlet og fremsendt alt vores indhold til tiden, så vi overholder deadline for bladets redaktør, Ruth.

Læs bladet online her https://egif.dk/bladetsport/2020/2020-10.pdf eller hent et trykt eksemplar i vores klubhus eller i Erritsø Idrætscenter.

God læselyst.

Unge gik forrest i rugbysejr

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 26. okt. 2020

2. division vest: Lindø/Odense vs. Erritsø GIF: 5 – 52 (5 – 26). Spillet lørdag den 24. oktober 2020.

Points for Erritsø: Theis Arvad Meier 27. Mads Larsen 15. Rune Rytter Larsen og George Melgaard hver 5.

RUGBY. I årets sidste rugbykamp i 2. division vest satte Erritsø GIFs teenagere deres tydelige præg. Sejren til det lokale rugbyhold kom i hus med otte scoringer mod en. To af de unge talenter, Theis Arvad Meier og Mads Larsen, lavede begge hattrick. De er begge 19 år.

Med en flot scoring ved højre hjørneflag var det fynske hjemmehold mest tændt og bragte sig foran 5 – 0. Da var kampen kun tre minutter gammel. Erritsøs holdkaptajn, Kenneth Nielsen, fik med en kort og fattet kommentar sine medspillere til at bevare fatningen og rette op. Det skete. Scoringen blev Lindø/Odenses eneste points i opgøret.

Igennem hele første halvleg skulle Erritsø dog kæmpe hårdt for at tiltvinge sig et lille overtag. Udligningen faldt efter et Erritsø-indkast, hvor veteran og propforward Michael Klæsøe igangsatte et drive, hvor klyngespillerne gik selv og sammen fik presset bolden tyve meter frem og lige akkurat over Lindø/Odenses mållinje. Rune Rytter Larsen fik presset bolden i græsset bag scoringslinjen. Efter tyve minutter kunne Theis Arvad Meier efter et flot angreb bringe sit hold i front. 12 – 5 til Erritsø.

Mod slutningen af første halvleg satte hjemmeholdet dog Erritsø under gevaldigt pres. Faktisk lykkedes det en af hjemmeholdets spillere at krydse Erritsøs mållinje med bolden i favnen. Men Theis Arvad Meier fik i sin tackling presset begge arme ned under bolden og holdt den fast. Da der derved ikke var kontakt mellem bolden og græsset bag Erritsøs mållinje, kunne kampens glimrende dommer Mike Hawkins ikke dømme scoring. Stærkt reddet af det unge talent, der har spillet på Danmarks ungdomslandshold.

Som kampen skred frem, blev Erritsøs kædespil bedre og mere opfindsomt. Erritsø-flyhalf, Thor Steendahl, styrede sine backs fornemt. Han skånede heller ikke sig selv og fuldførte kampen med plaster i ansigtet efter gentagne kollisioner med modspillere i tacklingerne. Ydercenter Mads Larsen fik især i 2. halvleg desuden vist sit værd. Med i alt tre scoringer efter flotte løb var han stærkt medvirkende til at cementere sejren. Inden da havde Theis Arvad Meier også lavet hattrick. Da Theis Arvad Meier er en af tre foretrukne sparkere for Erritsø, kunne han med 6 ud af 8 konverteringer sætte yderligere 12 Erritsø points på tavlen.

Kampen gav desuden Erritsødebut til Helgi S. Joensen, Lasse Lebeck og Magnus Cooper. De gjorde det alle fremragende. Erritsø GIFs cheftræner Dennis Graversen var tilfreds efter sejren i Munkebo.

”Vi spillede godt rugby og vandt kampen, fordi vi fulgte vores plan. Desuden fik tre yngre spillere debut, hvilket er vigtigt i vores fortsatte talentudvikling. Vi har fortsat meget, vi skal forbedre. Men det var en vigtig sejr, som giver os troen på fortsat fremgang i næste sæson”.

Erritsø-klyngehalf George Melgaard når højest i et indkast og vinder bolden. Foto: Filip-Daniel Zhang / Erritsø GIF Rugby.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Førsteholdets kampprogram resten af 2020

Kære alle, hidtil har 2020 været en rugbysæson med langt mere træning end kamp. Det gælder både vores børn & unge og vores seniorer & oldboys.

Vores førstehold har blot spillet én træningskamp og én turneringskamp. Resten er desværre blevet aflyst.

Her ser du førsteholdets program resten af året. Lad os håbe på en god sæsonafslutning!

Dansk Rugby Unions info ovenpå landsdækkende covid-19 stramninger

18. september 2020

Kære alle,

Eftermiddagens pressemøde og nye/udvidede restriktioner får også konsekvenser for rugby:

DRU aflyser alle kamp- og stævneaktiviteter frem til og med den 4. oktober.

Det er fortsat tilladt at træne i klubberne, så længe man overholder forsamlingsforbud, følger alle retningslinjer og som altid har fokus på hygiejne i forhold til deltagere og udstyr.

Der bør ikke afholdes sociale arrangementer i klubberne. Her er det også vigtigt at man følger kommunale retningslinjer, da der kan være krav om dette i flere kommuner.

DIF afventer at modtage de nærmere retningslinjer fra myndighederne og derfor kan der komme ændringer/stramninger.

Vi følger op efter weekenden, hvor vi også vil forsøge at flytte så mange aktiviteter som muligt til senere datoer.

Det er naturligvis en kedelig situation, men vi er sikker på at alle kan forstå! Jo hurtigere vi kan komme videre jo bedre – og dette kræver altså at vi igen lukker lidt mere ned.

God weekend og pas godt på hinanden!

Med venlig hilsen, Coronagruppen, DRU

Genåbning af rugby i Erritsø GIF

Det glæder os at meddele, at INGEN af vores spillere eller trænere er smittet med covid-19.

Mistanken om mulig smitte opstod to dage efter seneste kamp; en 2. divisions kamp på vores hjemmebane lørdag den 5. september, hvor Aalborg-Holstebro var på besøg.

Da mistanken om smitte opstod sidste mandag, blev alle vores spillere i sidste uge testet to gange. Resultatet af de sidste tests indløb i formiddags. Vi glæder os over, at alle tests viser: INGEN SMITTE.

Det glæder os, at nedlukningen blev så kortvarig, og at vi efter en uge med aflyst rugbytræning kan genoptage al rugby i Erritsø i morgen tirsdag den 15. september.

I Erritsø GIF Rugby holder vi naturligvis fortsat behørig afstand, bruger masser af håndsprit, albuehilsen i stedet for håndtryk, m.m.

Vi overholder desuden grænsen for maksimale antal personer i en forsamling og lever i alle henseender op til alle DRUs regulativer og den nationale lovgivning. Før, under og efter rugbytræning.

Førsteholdets kampprogram resten af 2020

Lør. 19-09 ODDER RK v EGIF

Lør 03-10 EGIF v ESBJERG-GRENÅ

Lør. 17-10 EGIF v ÅRHUS RK II

Lør. 24-10 LINDØ-ODENSE v EGIF

Lør. 31-10 Mulig finale i 2. division.

De bedste rugbyhilsner, Bestyrelsen

Lukket for al rugby, imens førsteholdet testes

Vi har i dag, mandag den 7. september 2020, fået oplyst, at en spiller fra 2. divisions kampen Erritsø GIF v Aalborg/Holstebro i lørdags den 5. september, er testet positiv for covid-19. Samtlige spillere bliver nu testet, og alle har handlet i henhold til retningslinjerne.



Denne midlertidige nedlukning gælder for en sikkerheds skyld alle rugbyspillere og -trænere, uanset alder og uanset, om de var til stede under kampen i lørdags.

Når vi har sikret os, at alle er smittefri, vil vi genåbne for vores rugbytræning og genåbne vores klub.

Alle spørgsmål rettes til undertegnede, som er klubbens covid-19 ansvarlige.

Allan Pertti Frandsen, formand, mobil +45 6139 3065.

Tak til Thomas for trænerindsatsen

I april måned meddelte Thomas Arvad Meier, at han ville træde tilbage som træner for vores U/18-spillere. Årsagen er, at han og familien har købt et nyt, dejligt hjem, som lige nu undergår en gennemgående renovering.

I sine år som U/16 og siden U/18-træner i Erritsø GIF var de sportslige højdepunkter, da vores unge spillere vandt guld ved Viking Cup i Göteborg i 2018 og DM-sølv i 2019 efter en meget spændende sæsonafslutning. Thomas’ hustru Iben har desuden været en supergod støtte som holdleder. Vi vil savne dem begge.

Fra Erritsø GIF Rugbys side vil vi takke Thomas for hans store indsats som ungdomstræner i vores klub. Også en varm tak til Iben, der har været et rent energibundt i vores ungdomsafdeling. Sammen har de to arrangeret flere interessante udlandsture for vores unge spillere; alt sammen noget som har modnet vores ungdom og givet dem mod på endnu mere rugby.

Thomas vil heldigvis ikke udelukke, at han vender tilbage til trænergerningen, når familiens nye hjem er fuldt ud etableret. Vi håber også, at Iben vil vende tilbage til den tid.

TUSIND TAK – og på gensyn til jer.


Formanden og Thomas laver coronahilsen efter overrækkelsen af en lille takkegave.

NYT om vores kommende rugbybaner og klubhus

Kære medlemmer og supporters af Erritsø GIF Rugby

Siden vi 26. juni informerede om vores nye rugbybaner og nyt klubhus, er der sket få, men vigtige ændringer. Dem deler vi hermed med jer.

I stedet for bane 1 overtager vi fodbolds nuværende stadion samt resultattavlen. Desuden får vi mere græs til vores ungdomsbaner.

Ved flytningen i 2021 får vi samlet set:

  • Rugbystadion med resultattavle. På fodbolds nuværende stadion.
  • Ungdomsbaner i hele ‘trekanten’ nord for stadion. Det er fodbolds nuværende bane 10, 11, osv. Det giver os ungdomsbaner til U/16 + U/14 + U/12 + U/10.
  • Klubhus, depot og skur i nye og tidssvarende materialer. Med træterrasse, der vender ud mod vores nye baner.

Disse fotos viser:

  • Kort over vores nye baner, klubhus og p-pladsen.
  • Kort med placering af vores nye klubhus (den hvide box)
  • Foto af vores kommende ungdomsbaner, set skråt til venstre fra vores nye klubhus. De nuværende træbander fjernes før overtagelsen.
  • Foto af vores kommende rugbystadion, set lige ud fra vores nye klubhus. Stålbanderne på tre sider – samt alle fliser i græsset – fjernes før overtagelsen.
  • Udbudsbeskrivelse til de fire byggefirmaer Mobilehouse, Designmodul, Dalsgaards pavilloner A/S og Hassing-Huset Aps.

Vores egen arbejdsgruppe, som arbejder med dette projekt, består af: Niels Hejslet, Steen Kristensen, Fie Bøgh, Thomas ’Liller’ Pedersen, Peter Vestergaard Hansen og Ole Bang.

Erritsø Idrætscenter, EIC, er bygherre på opgaven. Efter opførelsen af vores nye klubhus, overdrages det til os, rugbyafdelingen i EGIF, så vi kan varetage den daglige drift.

Udbudsmaterialet blev den 10.07.20 udsendt til de fire ovennævnte byggefirmaer, der får mulighed for at byde på opgaven. Opgaven udbydes i totalentreprise, hvor målet er at få så meget for pengene som muligt.

Projektleder er billund//hansen arkitekter p/s i Fredericia. De står for al kommunikation med kommunen og de virksomheder, der byder på opgaven.

Tilbudsperioden er fra 03.08.2020 til 11.09.2020. Når tilbuddene skal vurderes, deltager vi i udvælgelsesprocessen. Byggeperioden bliver fra 25.09.2020 til 01.12.2020.

Både ved anlæggelse af vores nye rugbybaner i vinterpausen, og ved fjernelse af vores nuværende klubhus næste forår / sommer, kommer vi til at deltage aktivt. Vi får dermed taget den rette afsked med vores nuværende klubhus, og vi får sat vores eget præg på vores nye klubhus og nye baner.

Al den historie og rugbykultur, der findes i vores nuværende klubhus, tager vi med os, når vi endegyldigt rykker ind i vores nye klubhus.

Vi glæder os til at holde jer opdateret om planerne for vores nye rammer for rugby i Erritsø GIF.

Har du spørgsmål, så kontakt os venligst. Fortsat god sommer ???