Erritsø GIF Rugby besejret i topkamp

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 25. september 2022

Trods en stærk holdindsats i lørdagens svære udekamp mod Aalborg-Holstebro måtte Erritsø GIFs rugbymandskab erkende, at det ikke rakte til points i tabellen. To gange i løbet af kampen, der blev spillet i Holstebro, fik Erritsø ellers indhentet nordjydernes forspring. Men i kampens sidste 20 minutter gled et godt uafgjort resultat Erritsø GIF af hænde.

Opgøret imellem nummer to og tre i 2. division vest var ind i mellem rugbyspil på højt niveau. Kampen blev krydret med to debutscoringer af Erritsøs Patrick Bamforth. Englænderen kom til klubben i januar, men fik først sin debut i rødt og blåt i lørdags. Det blev fremragende kamp af den store andenrække fra England. Bamforth fik således, i anden halvleg, udlignet til både 12 – 12 og 17 – 17, men så var det også slut med Erritsøscoringer i kampen. Nordjyderne fik med to forsøg, to konverteringer og et veludnyttet straffespark sikret sig en klar sejr. Kampen sluttede 34 – 17 til hjemmeholdet.

Erritsøs franske trekvartback Jean Houllier spillede en overordentlig flot afskedskamp. Efter to år i klubben vender han nu hjem til sit hjemland grundet arbejde. Trods ankelproblemer fra start var Houllier i lørdags en evig trussel for sine modstandere, med for eksempel elegante gennembrud og kontante tacklinger. En anden af Erritsøs trekvartbacks, Andreas Raun, var også meget iøjefaldende. Offensivt som defensivt. Unge Raun lavede Erritsøs første scoring og var med sin kontante stil stærkt medvirkende til at lukke ned for mange af hjemmeholdets gennembrudsforsøg. I 1. halvleg måtte Raun desuden modtage behandling på sidelinjen efter en kollision med en nordjyde. Efter få minutter vendte han tilbage til grønsværen, hvor han spillede sin hidtil bedste rugbykamp, trods et flækket øjenbryn. Fuldt fortjent blev Raun, med hovedforbinding, efter kampen kåret til dagens Erritsøspiller.

Erritsøs newzealandske cheftræner Steve Atkins vurderer, at hans hold, trods brillante individuelle indsatser og nogle fremragende passager i løbet af kampene, stadig mangler konsistens for at slå topholdene. Han tilføjer:

”Jeg tror i sidste ende, at resultatet afspejler, hvor vi er som hold og som klub. På den lyse side er dette korrigerbare punkter, som vi kan rette ved at træne hårdt og klogt. Det er stadig tidligt på vores rejse sammen, og jeg ser frem til vores fremtidige udfordringer.”

Aarhus RK II sikrede sig i lørdags samlet sejr i 2. division vest. Det skete, da det absolutte tophold hjemme slog RC Odense med hele 85 – 21. Derved kan århusianerne med 30 points i tabellen ikke længere indhentes; hverken af Aalborg-Holstebro på andenpladsen eller Erritsø på tredjepladsen. Næste opgave for Erritsø bliver den udsatte udekamp mod Odder RK. Den kamp spilles lørdag den 8. oktober. Med sejre i sine sidste tre kampe har det lokale rugbyhold chancen for at slutte på andenpladsen i 2. division vest. Det går Erritsø GIF Rugby efter.


Aalborg-Holstebro v Erritsø GIF: 34 – 17 (12 – 7). 2. division vest.

Spillet lørdag den 24. september 2022 i Holstebro.

Points for Erritsø: Patrick Bamforth 10, Andreas Raun 5, Jens Vissing 2.


Erritsø GIF, i røde og blå spilledragter, presser Aalborg-Holstebro, men det rakte ikke til sejr i den svære udekamp. Foto: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsø GIFs børn og unge viste rugbyflaget i Hundested

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 18. september 2022

Børn ned til 5 år dyrker nu rugby i Erritsø GIF ved Fredericia.

”Når spillerne er så små, spilles uden de normale rugbytacklinger. Det er tale om sjov, kammeratskab og skøn idræt, hvor man i U8-rækken ikke går op i, hvem der vinder kampene. Vigtigst er det, at børnene lærer glæden ved rugby igennem leg.”, udtaler formand for den lokale rugbyklub, Allan Pertti Frandsen.

Af den årsag fungerer U8-trænerne som en slags lærere inde på banen under kampene, hvor purkene viser stor opfindsomhed og gå-på-mod, når de skal finte og løbe uden om deres modstandere for til slut at lægge den ovale bold død i det modsatte scoringsfelt.


For første gang i mange år deltager Erritsø GIF i Dansk Rugby Unions landsdækkende U8-række. Samtidig er et første gang nogensinde, at den lokale rugbyklub har et U8-hold med spillere, der er så små som ned til 5 år.



I lørdags den 17. september 2022 spillede U8-spillerne Erritsø deres første rugbykampe mod andre hold. Det skete i stort børne- og ungdomsstævne i Hundested, arrangeret af Dansk Rugby Union. Her mødte drengene jævnaldrende hold fra Gentofte, Dragør, Speed fra Kastrup og svenske ’Pingvinerne’ fra Trelleborg. Det blev til en perlerække af fantastiske rugbyoplevelser for alle spillere og ledere på og omkring banerne, hvor forældre og supportere filmede løs eller tog fotos.

På de øvrige rugbybaner i Hundested blev der også gået til den. Fra formiddag til sen eftermiddag. Således blev der også kæmpet i U10, U12, U14, U16 og U18-rækkerne. Erritsø GIF var repræsenteret med sit talentfulde U16-hold. Trods knebne nederlag i begge holdets kampe har U16-holdet stadig chancen for det samlede Danmarksmesterskab. Det afgøres i sæsonens sidste DM-stævne, som afvikles i Odense lørdag den 8. oktober.

Ellers er man i Erritsø GIF Rugby meget optaget af at udvikle klubben ved at tiltrække endnu flere børn og unge til rugbysporten. Både drenge og piger. Mænd og kvinder. Det ligger helt i tråd med klubbens værdier og vision om at blive Danmarks mest veldrevne rugbyklub.

”Vi er samtidig begunstiget af stor forældreopbakning samt dygtige og dedikerede trænere i U8- og U16-rækken, hvor vi har børne- og ungdomsspillere. De helt små trænes af Thor Lütje Hansen, imens Kenneth Holm og Morten Jørgensen træner U16. Det er fantastisk, at de hver tirsdag og torsdag, fra sen eftermiddag til tidlig aften, tager godt hånd om vores børn og unge på vores rugbyanlæg på Snaremosevej i Erritsø”, tilføjer formanden.

Videoklip: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF. Til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsø GIF sejrede stort over RC Odense

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 11. september 2022

Erritsø GIF vandt lørdagens hjemmekamp i rugbyens 2. division vest. Gæsterne fra RC Odense blev slået hele 81 – 10 efter 48 – 5 ved pausen. Kampen blev afviklet på rugbystadion på Snaremosevej, foran godt 60 tilskuere, som overværede et brag af en rugbykamp i sensommersolen.

Sejren var den mest helstøbte præstation af et Erritsømandskab i en årrække. Cheftræner Steve Atkins’ taktik blev fulgt til punkt og prikke. Der blev således spillet bredt og i de rigtige løb. Unge Erritsøtalenter som Marcus Tournadre og Sebastian Guldager tog virkelig ansvar, offensivt som defensivt. Også propforward Nicolai Lykkegaard, 29 år, spillede op til sit allerbedste.

En anden Erritsøforward, Thor Lütje Hansen, var i hopla. Det var ikke kun fordi, han spillede mod sine gamle holdkammerater fra RC Odense. Det er fordi, han har udviklet sig ekstraordinært meget under Steve Atkins’ ledelse. Det samme kan siges om en række andre af hjemmeholdets spillere, fx ukrainske Pavel Zemskiy, der med sin opfindsomhed tilfører Erritsøs rugbyspil noget ekstra. Det er nu snart 6 år siden, han kom til klubben.

Hele syv Erritsøsspillere kom på scoringslisten. Holdkaptajn og klyngehalf Jens Vissing blev topscorer, fulgt af de to trekvartbacks Jean Houllier og Thor Steendahl. Fullback Andreas Raun, de to forwards Kenneth Holm og Per Søndergaard, samt højre wing Chano Jensen, fik hver scoret et forsøg, dvs. lagt den ovale bold død bag Odenses mållinje. For Chano Jensens vedkommende var det hans første scoring i Erritsøtrøjen, et år efter hans debut i rugbysporten.

Jens Andersen spillede sin kamp nr. 300 for hjemmeholdet. Efter kampen blev det fejret, idet bestyrelsesmedlem Fie Bøgh på klubbens vegne overrakte ham en flot lommelærke som varigt minde. 300-kamps jubilaren er for øvrigt en af fire ældre oldboys i den lokale rugbyklub, der stadig har klassen og fysikken til at spille rugby på dette niveau. Flot af jubilaren, der fyldte 50 år i maj og hvis søn, Jens Kristian, er blandt hans holdkammerater på Erritsøs bedste rugbymandskab.

Med sejren over fynboerne ligger Erritsø nummer tre i 2. division vest. Med en kamp til gode i forhold til nr. 1 og 2, Aarhus RK II og Aalborg-Holstebro. Næste opgave for Erritsø bliver den svære udekamp mod Aalborg-Holstebro. Kampen spilles i Holstebro lørdag den 24. september.

Erritsø GIF v RC Odense: 81 – 10 (48 – 5). 2. division vest. Spillet lørdag den 10. september 2022.

Points for Erritsø GIF: Jens Vissing 15(3t) + 3 (1p) + 18 (9c). Jean Houllier 15 (3t). Thor Steendahl 10 (2t).Andreas Raun, Kenneth Holm, Per Søndergaard og Chano Jensen hver 5 (1t).



Erritsø GIFs holdkaptajn og klyngehalf finter sig fri af RC Odenses forsvar. Fra 1. halvleg af lørdagens hjemmesejr over RC Odense. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF. Privatfoto til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby på www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

LÆS det nye nummer af EGIF-bladet SPORT

– med masser af RUBGY. Læs bl.a. om:

  • Førsteholdets sejr over stærke nordjyder
  • Kampprogram i 2. div. vest for resten af 2022
  • Oldboys rejser til 12-a-side turnering i Berlin
  • Ungdomstræning genstartet
  • Ny ungdomstræner Thor Lütje Hansen
  • Børn ned til 5 år træner nu rugby
  • Og meget mere

Læs bladet online her https://www.egif.dk/bladetsport/2022/2022-08.pdf

eller hent et trykt eksemplar i vores klubhus.

Godt 250 børn og unge spillede rugby i Erritsø

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 28. august 2022

I lørdags var Erritsø GIF Rugby vært for et af årets helt store børne- og ungdomsstævner. Stævnet var arrangeret af Dansk Rugby Union og var det fjerde af seks landsdækkende rugbystævner for børn- og unge i denne sæson.

De godt 250 børn og unge i Erritsø nød rugbysporten, kammeratskabet og samværet i det varme sensommervejr. Trænere, frivillige, forældre, ledere og tilskuere blev vidner til en række spændende kampe på alle rugbyanlæggets baner, samt Fælleskolens bane på Krogsagervej.

Næstformand og ungdomsansvarlig i den rugbyklub, Jan ’Bubsi’ Nielsen var begejstret: ”Vores U12-spillere gjorde en virkelig god figur, og vores U16-hold spillede både seværdigt og opfindsomt. U16-drengene fører nu i den samlede DM-stilling, og det overraskende. For drengene er jo kun førsteårs U16.”, slutter næstformanden.

Året Danmarksmesterskaber for børn og unge afgøres derved i de sidste to stævner, som afvikles i Hundested og Odense. Der er lagt op til spændende afslutninger i alle rækker.

Ud over det sportslige er det vigtigt for dansk rugby, at børn og unge finder en glæde i idrætten, også uden for banen. Her møder de altid jævnaldrende fra både ind- og udland, hver gang de deltager i rugbystævner. Det sociale aspekt vægtes meget højt.

Udviklingskonsulent i Dansk Rugby Union, Preben Rasmussen, var fuld af lovord ”Stor tak til alle, der var med til at gøre det til en super rugbydag. Specielt tak til Malmø fra Sverige og TSV Altenhof fra Tyskland. Vores turnering bliver sjovere, når vi står overfor nye ansigter på banen.”



Herlig dag for idræt og hyggeligt samvær. Foto: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts