Kære medlemmer af Erritsø GIF Rugby,
velkommen til vores allerførste nyhedsbrev.
I bestyrelsen har vi længe ønsket at samle de vigtigste historier fra klubben et par gange om året, så alle I medlemmer – spillere, forældre, trænere, frivillige og støtter – får et større, samlet indblik i alt det, vi sammen skaber.
Et halvår med store oplevelser
Første halvår har budt på masser af gode rugbyoplevelser.
Med frivillighedsfesten i klubhuset i januar kom vi godt fra land. Festen blev arrangeret med økonomisk støtte fra Ø-stifterne. Stor tak til hele arrangementsudvalget for en uforglemmelig fest med ny klubsang, hypnotisør, DJ, fest og farver, og hvor Rugby Danmarks forperson Ulrikka Brændgaard og bestyrelsesmedlem Ivan Nedergaard tog bartjansen og stod for prisoverækkelsen.
Ved generalforsamlingen i marts udvidede vi bestyrelsen med et medlem og fik valgt Line Steendahl Maigaard og Lauge Jørgensen ind, imens Victor Brodersen blev suppleant. Dejligt med friske kræfter. Tak til Kenneth Nielsen og Kenneth Holm efter jeres arbejde som h.h.v. bestyrelsesmedlem og suppleant.
I april var vi vært for det tredje landskampsevent på 18 måneder, hvor mange af jer arbejdede hårdt på og lykkedes med at skabe de perfekte rammer, da Cheshunt RFC’s U18-herrer og Tjekkiets herrelandshold var på besøg. Samtidig oplevede endnu flere af vores egne U18-spillere at repræsentere Danmark på ungdomslandsholdet, imens Sebastian Thøgersen fik sin længe ventede debut på herrelandsholdet. Det var en stor oplevelse for de godt 600 tilskuere i perfekt forårsvejr. Selv om det ikke blev til rød-hvide sejre, var det endnu et bevis på, at vi i vores fællesskab kan løfte store arrangementer med hjælp fra vores seje frivillige.
Vision 2028
Senere i april holdt bestyrelsen sin årlige workshop, hvor vi så nærmere på vores Vision 2028 og hvordan vi gør visionen om fortsat at være en veldreven rugbyklub operativ med udgangspunkt i SFO- og skolesamarbejdet, kontinuerligt at have børne- og ungdomshold i alle rækker, uddanne mindst ti trænere, m.m. Hele visionen findes i vores klubhåndbog, som ligger her: https://erritsoerugby.dk/?page_id=1051
Vi har desuden deltaget i herlige børne- og ungestævner i Jylland samt på Fyn og Sjælland. Vores spirende kvindehold har deltaget i to stævner med fin succes under Lauges gode ledelse. Oldboys havde en fin tur til Norditalien, hvor der blev spillet rugby og hygget i internationalt selskab. Herretruppen har mest spillet på udebane og kvalificerede sig til efterårets 2. division til holdkaptajn Thor Lütjes og cheftræner Steve Atkins’ tilfredshed.
Vi vokser som aldrig før
En stor del af æren for vores vækst tilfalder vores langsigtede, målrettede arbejde med rekruttering. Især SFO Rugby og Sunday Funday, som Thor Lütje står i spidsen for sammen med andre engagerede ledere, er en kæmpesucces. Her får børn og familier en tryg og sjov introduktion til rugby, og mange vælger efterfølgende at blive en del af vores klub og fællesskab. Det er en udvikling, vi er både stolte af og ydmyge over. Vi har samtidig sat rugby på skoleskemaet gennem den første skolerugby-turnering, hvor mange børn fik deres første møde med sporten i Fredericia Idrætscenter.
For flere måneder siden rundede vi 250 medlemmer, og væksten fortsætter. Det skyldes især vores dygtige og dedikerede trænere. Det glæder os, at piger og drenge, kvinder og mænd derved finder vej til rugbyen i Erritsø GIF. Det fortæller os, at vi har et stærkt fællesskab og et godt tilbud til alle aldersgrupper.
Som mange har bemærket, har vi fået flere reklamebander op på vores rugbystadion og ved U16-banen. Det er frugten af vores hårdtarbejdende sponsorgruppe. Fornemt.
Væksten forpligter
Flere af vores unge medlemmer er med i et forløb med ungelederuddannelse. Ungebestyrelsen er desuden klar til at blive overdraget til næste generation af U16- og U18-spillere, fordi den nuværende ungebestyrelse er vokset med opgaven og blevet ældre. Sejt!
Når klubben vokser, følger et ansvar med. Vi skal uddanne flere trænere, udvikle flere frivillige og sikre, at alle nye medlemmer får den gode oplevelse, som kendetegner Erritsø GIF Rugby. Vores ambition er ikke blot at blive flere medlemmer – vi vil også være endnu dygtigere til det, vi gør.
I august tager vi derfor næste skridt, når vi afholder et internt trænerkursus. Cheftræner Steve leder kurset sammen med ungdomsansvarlig Jan ’Bubsi’ Nielsen, så både nye og erfarne trænere får endnu flere redskaber med ud på banen.
Frivilligheden er fundamentet
Noget af det, vi er allermest stolte af, er den frivillige indsats. Det gælder både på træningsbanen, i klubhuset, ved arrangementer og ikke mindst ved de mange koncertvagter.
Koncertvagterne er en helt afgørende del af klubbens økonomi. Det er blandt andet takket være den indsats, at vi gennem mange år har kunnet holde kontingentet på et lavt og stabilt niveau. Derfor vil vi gerne opfordre endnu flere til at byde ind, når Jan ’Bubsi’ sender besked ud om kommende vagter. Hvis mange giver en hånd med, fx to gange om året, gør det en kæmpe forskel – både for økonomien og for fællesskabet.
Hyggelig afslutning på foråret
Første halvår 2026 blev rundet af med en dejlig sommerafslutning ved klubhuset. Vi samledes omkring grillerne, nød hinandens selskab og sluttede aftenen af med et lille, hyggeligt Skt. Hans-bål. Det var en dejlig afrunding på et halvår, hvor der har været masser af aktivitet på og uden for rugbybanen.
Et spændende efterår venter
Vi går et efterår i møde med masser af aktiviteter. Vi bliver værter for hele tre børne- og ungestævner, hvor vi igen får mulighed for at vise os frem som en stærk arrangør. Et af efterårets højdepunkter bliver også ungdomsafdelingens tur til Berlin i oktober. Det bliver en oplevelse fyldt med rugby, kultur og fællesskab, som vi allerede glæder os til.
Derudover arbejder vi på at få tildelt værtskab for to herrelandskampe 31. oktober og 7. november. Lykkes det, bliver det endnu en milepæl i klubbens historie.
Danmarks Rugby Nationalstadion
Fundraising og salg af stadionsæder til vores kommende tribune med 500 siddepladser fortsætter. I løbet af sommeren opsættes en plade på vores nuværende 57-siddepladers tribune, hvor alle navnene på donorerne bliver foreviget. Bedre sent end aldrig.
Har du lyst til at donere (yderligere) til projektet, kan du købe et eller flere sæder for 1.000 kroner pr. styk via MobilePay 103551 eller overførsel til vores konto i Sparbank Nord: 9196 – 1130414105. Sædesalg skal ikke forstås bogstaveligt; det er en donation til projektet, hvor alle donorer får deres navn på en ny og større plade. Jo flere donationer, jo flere gange får du dit navn på mindepladen.
Vi søger stadig en navnesponsor til vores nationalstadion. Spred gerne ordet i din omgangskreds og blandt virksomheder i vores lokalområde. Bestyrelsen tager gerne imod leads fra jer.
Tak fordi I er med
Har I ris eller ros, så hiv fat i os. Vi kan altid blive bedre til det, vi brænder for.
Afslutningsvis vil bestyrelsen gerne rette en stor tak til alle jer, der gør Erritsø GIF Rugby til den klub, den er. Tak til spillere, trænere, frivillige, forældre, vores udvalg, vores sponsorgruppe, vores oldboysloge, vores sponsorer og alle andre, der bakker op om klubben. Uanset om du står på banen, hjælper til ved et arrangement, tager en koncertvagt eller hepper fra sidelinjen, er du med til at gøre en kæmpe forskel.
Vi glæder os til et spændende efterår sammen med jer.
Rigtig god sommer – vi ses til august på rugbybanen.
På vegne af bestyrelsen
Allan Pertti Frandsen
Formand, Erritsø GIF Rugby
+45 6139 3605
Følg os på:
https://www.facebook.com/groups/egifrugby
https://www.facebook.com/EGIFRUGBY
https://www.instagram.com/egifrugby/