Fire Erritsøspillere deltog i rugbylandsholdssamling

Pressemeddelelse, udsendt mandag 9. marts 2026

Hele fire herrespillere fra Erritsø GIF Rugby deltog i weekenden i herrelandsholdets træningssamling, som blev afholdt i Erritsø. Sebastian Thøgersen, Mateusz Rosborg, Thor Maigaard Steendahl og Noah Devantier blev derved en aktiv del af forberedelserne frem mod landsholdets kommende kampe i Rugby Europe Trophy.

Udtagelsen af landsholdsspillerne sker senere i marts. Danmark møder den 4. april Sverige i Trelleborg, inden Tjekkiet gæster Erritsø, som derved lægger græs til endnu en dansk hjemmekamp. Den spilles lørdag den 11. april på rugbystadion på Snaremosevej 67.

Kampene er en del af Rugby Europe Trophy, hvortil Danmark sidste sommer sikrede sig oprykning. Det skete med den nu tidligere Erritsøforward Nils Hagen i rødt og hvidt. I mellemtiden er Hagen skiftet til københavnske CSR/Nanok. Han deltog også i landsholdsamlingen.

De fire Erritsø-spillere gjorde alle en god figur under træningssamlingen og viste sig godt frem over for landsholdets trænerstab. For Sebastian Thøgersen, Mateusz Rosborg og Noah Devantier er landsholdsregi ikke nyt, idet de tidligere har repræsenteret Danmark på U18-landsholdet.

I Erritsø GIF Rugby glæder man sig over, at hele fire spillere fra klubben var en del af samlingen på hjemmebane, og ser det som et tegn på det stærke arbejde, der bliver lagt i spillerudviklingen i klubben.

Før de sidste to runder i Trophy-rækken 2025/26 ligger Danmark nummer 5 ud af 6. Holder de rød-hvide sig over Litauen på sidstepladsen, sikres dansk overlevelse i det skrappe selskab.

Stillingen i Rugby Europe Trophy 2025/2026 kan ses her: https://www.rugbyeurope.eu/competitions/season-2526/xv-competitions/mens-trophy-2526


Øverst: Sebastian Thøgersen, Mateusz Rosborg og Thor Maigaard Steendahl foran tribunen på Erritsø Rugbystadion. Foto: Michael Alexander Groth.

Nederst: Nils Hagen og Noah Devantier (med bolden) ude mod Rugbyklubben Speed i en kamp fra 2025. Foto: Daniel Storch.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts