Erritsø GIF Rugbys kvinder og herrer præsterede stort på udebane

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 5. oktober 2025

Stærkt comeback til kvindernes turneringsrugby
Efter 12 års pause var Erritsø GIF Rugbys kvindehold i lørdags tilbage i turneringsrugby, da de deltog i efterårssæsonens første runde af Sevens-serien i Aalborg. Det blev et imponerende comeback, hvor Erritsø-holdet vandt to kampe og spillede én uafgjort – et klart signal om, at klubben igen markerer sig på kvindesiden.

Holdkaptajn Yolanda Juul førte an på et hold, der kombinerede ungdommelig energi med rutine. Blandt de unge profiler var Marie Kloppenborg og Chloé Olivier, som sammen med resten af truppen leverede rugby på et højt niveau. Den blot 18-årige træner Lauge Jørgensen, tidligere holdkaptajn for U18-landsholdet, udtrykker stor stolthed over kvindeholdets indsats. Der resterer endnu to runder af Sevens-serien, som begge spilles i København, hvor sæsonen afsluttes den 25. oktober.

Herrerne hentede sjældne points på udebane
Herreholdets 2. divisionskamp ude mod tabellens nummer to, CSR-Nanok i København, var fra start en kamp op ad bakke med stormstyrkevind og voldsom regn. Begge hold kæmpede hårdt, men værterne lå hele tiden en smule foran – både på pointtavlen og i straffesparksstatistikken.

Erritsø viste stor vilje og sammenhold gennem hele kampen. Både forwards og backs arbejdede intenst, og presset på CSR-Nanok blev større, som kampen skred frem. Flere gange så det ud til, at værterne var ved at knække under det enorme pres fra Erritsø. I anden halvleg viste Erritsø imponerende beslutsomhed og kampgejst. Spillerne holdt sig inden for én scoring af modstanderen gennem hele kampen, hvilket vidner om stærk disciplin og holdånd. Slutresultatet blev 38 – 33. Trods nederlaget hentede Erritsø to points til tabellen, hvilket cementerede tredjepladsen. Det skete på reglen om, at scorer et rugbyhold mindst fire forsøg (touchdowns), udløser det et bonuspoint uanset kampens resultatet. Det anden point fik Erritsø for at begrænse nederlaget til under 7 points.

Erritsøs forsøg blev scoret af de tre backs Sebastian Thøgersen, Andreas Raun, Thor Steendahl og to gange ved landsholdsforwarden Nils Hagen. Flyhalf Steendahl konvertede fire af forsøgene.

Det var en kamp, hvor hele holdet bidrog. Forwards kæmpede hårdt i både løse og faste klynger under svære forhold, mens backs viste mod og kreativitet i åbent spil, trods den våde og blæsende bane. Det var tydeligt, at holdet fulgte kampplanen og støttede hinanden hele vejen. Erritsøs 18-årige back Jeppe Vang, tidligere spiller på Danmarks U18-hold, blev fortjent kåret som Man of the Match.

”Som træner er jeg stolt af indsatsen – det var vores bedste holdpræstation til dato. Under ekstreme vejrforhold viste spillerne ægte Erritsø-ånd, og vi tager mange positive ting med os fra denne kamp.”, lød det fra en tilfreds cheftræner, Steve Atkins, efter kampen.


Yolanda Juul tackler en Odensespiller under kvindernes Sevens-serie i Aalborg i lørdags. Foto. RC Odense.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts